Kronprinsesse Mary belønner Isabel Allende
Når den verdensberømte forfatter Isabel Allende gæster Danmark den 30. september, får hun fornemt besøg af kronprinsesse Mary, der vil overække forfatteren en litteraturpris på 500.000 kroner.
Chilenske Isabel Allande blev berømt og anerkendt for sin bestseller "Åndernes hus", der udkom i 1982 og blev revet ned fra boghylderne Verden over.
Kronprinsesse Mary deltager i arrangementet i Odense Koncerthus, hvor hun vil overvære showet og overrække prisen.
Formand for komiteen Hans Christian Andersen Literature Award Jens Olesen udtaler:
- Jeg er glad og stolt over, at vi igen har et medlem af kongehuset til at overrække prisen. Da vi for to år siden havde den glæde at uddele prisen til J. K. Rowling, overrakte prinsesse Marie prisen, og jeg glæder mig meget over, at prisoverrækkelsen endnu engang giver anledning til, at to betydningsfulde kvinder mødes i Odense.
Den 30. september vil Isabel Allende desuden deltage i et højtlæsningsarrangement på Odense Centralbibliotek og besøge H. C. Andersens hus.
Om prisen
"Hans Christian Andersen Literature Award" er en anselig international litteraturpris, der med sin størrelse på 500.000 kroner er Danmarks største. Prisen er indstiftet af en privat komité og uddeles i samarbejde med Odense Kommune.
Stig Rossen er konferencier ved det store awardshow i Odense Koncerthus. Showet begynder klokken 15.15 og præsenterer en lang række kunstneriske indslag.