3. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen, Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary bliver snart dronning: Nu reagerer Australiens ambassadør

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
Onsdag formiddag mødte BILLED-BLADET Australiens ambassadør, der reagerede på nyheden om, at kronprinsesse Mary snart bliver dronning.

Det var tilbage i 2000, at kronprins Frederik mødte en ung, australsk kvinde på en bar i Sydney. Han og Mary Elizabeth Donaldson forelskede sig, blev gift og fik fire børn.

Og nu oprinder dagen snart, hvor kronprinsessen bliver hele Danmarks dronning.

Nyheden om dronningens abdikation og det forestående tronskifte gik verden rundt, da det blev afsløret nytårsaften. Også i Australien vakte nyheden stor interesse. Snart skal én af deres egne nemlig være dronning.

- Jeg tror, australierne synes, det er vidunderligt, at en af Australiens døtre kan få sådan en position. Jeg synes, hun er en fantastisk kvinde, fortalte den australske ambassadør Kerin Ayyalaraju, da hun mødte BILLED-BLADET i forbindelse med årets nytårskur på Christiansborg Slot.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-03/_hjp4734.jpg
Kerin Ayyalaraju
Foto: Hanne Juul

Hun har været ambassadør siden 2021, og hun er stor beundrer af det kommende kongepar.

- Jeg tror, danskerne ved mere end jeg, men ud fra hvad jeg har observeret, er de et utroligt, vidunderligt og engagerende royalt par. Jeg ser, hvor meget se støtter alle mulige dele af samfundet. Fra velgørenhedsorganisationer og de protektioner, de har og engagerer sig i, og til den støtte, de giver de danske virksomheder gennem erhvervsfremstød. De gør et fantastisk stykke arbejde, understregede Kerin Ayyalaraju.

Ligesom så mange andre ”down under” vil hun glæde sig til den dag, kongeparret kommer på besøg i Australien, hvor ikke mindst kronprinsesse Mary er særdeles populær.

- Hun er meget populær. Det er de begge. Australien begynder at se Danmark som et eventyr og et meget romantisk sted, hvor man kan finde sådan et liv (som kronprinsessens, red.).

Læs mere om: