Kronprinsesse Mary fortæller om møde med voldsramt kvinde
Kronprinsesse Mary er dybt involveret i Mary Fonden, som bl.a. bekæmper vold i hjemmet, og tirsdag var hun på besøg hos Mødrehjælpen i København for at få en status på fondens og Mødrehjælpens fællesprojekt, Råd til Livet. Efter besøget har Mary skrevet et indgående og personligt indlæg på Mary Fondens hjemmeside om en særlig kvinde, der gjorde stærkt indtryk på hende:
”Under besøget mødte jeg en modig kvinde, der fortalte, hvordan hun endte i et voldeligt forhold, og hvordan hun brød fri af det og fandt sig selv igen”, skriver Mary, som i indlægget vælger at kalde kvinden for ”Astrid” på grund af hendes behov for anonymitet, og fordi navnet betyder styrke.
”I dag er Astrid højtuddannet og har et godt job. Hun er velreflekteret, velformuleret og rigtig god til at sætte ord på den kompleksitet, der karakteriserer et voldeligt forhold. Samtidig er hendes historie et eksempel på de mønstre, der kendetegner et voldeligt parforhold. Når hun tænker tilbage, kan hun godt få øje på advarselssignalerne, men undervejs bortforklarede hun dem og forsøgte at lave om på sig selv for at løse problemerne”, skriver Mary.
Et vendepunkt
Kronprinsessen forklarer, hvordan kvinden isolerede sig fra familie og venner og følte sig som i et fængsel.
”For godt et år siden var Astrid et sted, hvor hun ikke kunne mere, hun oplevede, at hendes krop sagde fra, og så ringede hun til Mødrehjælpen. Opkaldet blev ifølge hende selv et vendepunkt i hendes liv. I Mødrehjælpen mærkede hun støtten fra erfarne og professionelle mennesker, der nænsomt tog hånd om hende. Hun mødte kvinder, hun kunne spejle sig i, og hun følte for første gang, at hun ikke længere stod alene med sine problemer. Hun blev hurtigt henvist til Råd til Livet, hvor hun blev vejledt af en socialrådgiver, en jurist og en økonom. Og lige så langsomt fik hun kontrollen over sit liv tilbage”, skriver kronprinsessen.
”Vold i hjemmet er stadig et stort tabu, og jeg værdsætter den samtale, Astrid og jeg havde i dag; hendes åbenhed og ærlighed og hendes vilje til at dele sin historie med mig. For det er svært at tale om volden, og vi kan kun gisne om, hvor mange kvinder der lever med volden i stilhed. Jeg er så privilegeret, at jeg får lov til at høre nogle af kvindernes historier, men langt de fleste bliver aldrig fortalt. Vores opgave i Mary Fonden er at arbejde for, at volden bliver italesat, at kvinderne får en stemme og at tilbyde dem hjælp til at skabe et liv uden vold”, skriver Mary.
Læs hele kronprinsesse Marys indlæg her.