Kronprinsesse Mary har fået drink opkaldt efter sig - og der er en særlig dansk ingrediens i
Når man skal fejre Danmarks nye kongepar, kan det ske på flere forskellige måder.
På den berømte restaurant Slip Inn i Sydney, der har fået sin status på grund af et danmarkshistorisk møde mellem en kronprins og en tasmansk skønhed, har man naturligvis en særlig Mary-drink klar i dagens anledning.
Det skriver dr.dk.
Den særlige drink med titlen "There's Something About Mary" består af dansk akvavit, vodka, litchi-frugt, citron, vanilje og aquafaba, der ifølge DR er et vegansk alternativ til æggehvideskum.
DR's hold i Sydney har besøgt den berømte restaurant for at følge den særlige festivitas, man har arrangeret i anledning af tronskiftet søndag.
Ud over at anmelde Mary-drinken har journalisterne også fået en snak med nogle af de danskere bosiddende i Australien, der er mødt op for at fejre, at Danmark søndag får en dronning med tasmanske rødder.