Kronprinsesse Mary i skarp træning på pisterne i Verbier
Kronprinsesse Mary elsker at stå på ski i Alperne, og hun har i mange år været en habil alpinist, som kan klare de fleste udfordringer på pisterne. Men man kan jo altid blive bedre, og derfor mødtes Mary tidligt torsdag morgen ved skiliften i Verbier med sin helt private skiinstruktør.
Det var helt tydeligt, at Mary og den kvindelige instruktør har mødt hinanden tidligere, for der var gensynsglæde at spore og de traditionelle kindkys til både den ene og anden kind de to imellem. Instruktøren, der var klædt i den traditionelle schweizer-røde skilærer-dragt, talte længe med kronprinsessen, inden de begge tog fat i deres ski og satte sig op i liften, som førte dem et par tusind meter op ad bjerget til nogle af de allermest krævende pister.
Kronprinsessen har tidligere til BILLED-BLADET antydet, at selvom hun er ganske god på ski, så er kronprins Frederik en del dygtigere på grund af sin større erfaring. Det er sandsynligvis fordi Mary gerne vil kunne følge bedre med sin skiglade gemal på pisterne, at hun under sin 40-års fødselsdagsskiferie nu intensiverer træningen i de schweiziske Alper.