18. jan. 2016
Af Trine Larsen

Kronprinsesse Mary må udsætte rejse efter terrorangreb

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/bb-09786_0.jpg
Foto: Jesper Sunesen / BILLED-BLADET
Kronprinsesse Mary må med kun to dages varsel aflyse en planlagt rejse til Burkina Faso.

Kronprinsesse Marys planlagte rejse til det vestafrikanske land Burkina Faso er netop blevet aflyst med kort varsel.

Kronprinsessen skulle sammen med udenrigsminister Kristian Jensen været rejst til det uroprægede land allerede på torsdag, men nu har man valgt at aflyse rejsen efter weekendens blodige terrorangreb.

Kronprinsesse Mary, der gør et stort arbejde for kvinders rettigheder, skulle have besøgt landet, der trods stor skrøbelig politisk stabilitet arbejder hårdt på at komme en demokratisk udvikling nærmere.

Skulle møde unge burkinere

Under besøget skulle kronprinsessen have besøgt nogle sundhedsfaciliteter i hovedstaden, ligesom hun på landet skulle have besøgt og mødt lokalbefolkningen og bl.a. talt med unge burkinere om deres adgang til information og til viden om prævention og sundhedsydelser.

Meget af dét arbejde blev sat tilbage med weekendens terrorangreb i hovedstaden Ouagadougou, hvor et stort turisthotel, der er kendt for at huse diplomater og journalister, samt en restaurant blev angrebet og 22 mennesker mistede livet og sårede yderligere 15 alvorligt.

Fordømmer terrorangrebet

Det er det danske udenrigsministerieum, der udsætter rejsen, fordi de ikke mener at kunne sikre kronprinsessen forsvarligt, som situationen er lige nu.

- På grund af sikkerhedssituationen er det desværre nødvendigt at udsætte Kronprinsessens og mit besøg i Burkina Faso. Men jeg ser meget frem til at kunne gennemføre besøget, så snart det er muligt, hedder det i en udtalelse fra udenrigsministeren, der tilføjer:

- Jeg vil gerne gentage, at jeg på det skarpeste fordømmer terrorangrebet. Burkina Faso er et land, som har vist ukuelig vilje til demokrati, og terrorister skal ikke have lov til at ødelægge befolkningens ønske om at leve i fred og stabilitet, siger Kristian Jensen.

Læs mere om: