Lørdag, 16. marts 2013 - af af Annelise Weiman

Kronprinsesse Mary måtte nødlande i ørken

Kronprinsesse Mary
Her ankommer Kronprinsesse Mary i god behold efter den dramatiske helikoptertur.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Drama på kronprinsparrets sidste dag i Chile. På vej til en kobbermine mistede Marys helikopter GPS-forbindelsen.

Marys og Frederiks sidste dag i Chile blev præget af dramatik. Parret, der skulle besøge Gaby-minen i den nordlige del af landet, fløj dertil i hver sin helikopter, men undervejs mistede Marys helikopter GPS-kontakten.

Proceduren siger, at så skal helikopteren hurtigst muligt nødlande, og det gjorde piloten naturligvis.

Det skete midt ude i ørkenen, nær ved Amsa-minen, og landingen gik heldigvis fint.

De specielle atmosfæriske forhold i området betød, at piloten ikke havde kontakt med jorden, det meste af tiden mens han fløj, og han kunne således ikke fortælle om problemerne. Ingen anede derfor, hvad der var sket med Mary og hvorfor hun ikke dukkede op, for det var umuligt at komme i kontakt med hende.

Da helikopteren var nødlandet, lykkedes det at genoprette kontakten til GPS'en, og derefter fik kronprins Frederik og de, der ledsagede ham, omsider besked om, hvor Mary befandt sig. Derefter kunne piloten lette igen og flyve til Gaby-minen, der viste sig at ligge kun 20 km væk.

Her ventede Frederik, og selv om alt var gået godt med Mary, kunne Frederik næppe undgå at have været nervøs for sin kone.

Hofchef Christian Schønau, der var med på turen, bekræftede, at der opstod en fejl ved GPS'en i kronprinsessens helikopter.

- Men nu er de her, og det er gået godt. Nu skal vi bare lytte til talerne, sagde hofchefen, der gerne ville berolige alle.

Den ubehagelige oplevelse betød, at programmet, der var rejsens sidste, blev næsten to timer forsinket. Derfor nåede kronprinsparret slet ikke at se det super moderne danske Sunmark solpanel-anlæg, som var grunden til besøget.

Men de fik hørt talerne og fik en bid brød bagefter samt talt med en række danske og chilenske medarbejdere. Og de nåede at afsløre en del fine kobberplade, der er sat op til minde om deres besøg midt ude i den chilenske ørken.

BILLED-BLADET har været med kronprins parret på hele rejsen. Læs alt om deres mange oplevelse i BILLED-BLADET, der er på gaden nu, og mere til i næste uge.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden