Kronprinsesse Mary mindes stort søslag
Både den danske og den norske kronprinsesse deltager i højtideligholdelsen af 150-året for Slaget ved Helgoland, der finder sted den 8-9. maj 2014 i Kristiansand i Norge. Kronprinsesserne deltager den 9. maj.
Det var i Kristiansand, at den danske flåde søgte havn efter slaget ved Helgoland. Her fik 55 sårede sømænd behandling, mens man måtte begrave de 18 sømænd, der døde under slaget.
Søværnet har siden Slaget ved Helgoland årligt æret de faldne ved at lægge en krans ved mindesmærket i Kristianssand, men for nogle år siden overtog Marinehjemmeværnet ansvaret for den årlige højtideligholdelse i samarbejde med Helgolandslauget på vegne af Søværnet.
Med deltagelse af både det norske og danske kongehus markeres de tætte bånd, der fortsat er mellem Norge og Danmark.