Kronprinsesse Mary og Connie Nielsen til modefest
Kronprinsesse Mary brugte det meste af sin torsdag på at kaste glans over Copenhagen Fashion Summit, en stor modekonference i København med fokus på nyt og innovativt design.
Først var kronprinsessen i Operaen til åbningen af konferencen, og i den forbindelse hilste hun på den danske stjerne fra storfilmen Gladiator, Connie Nielsen, som var dagens konferencier sammen med balletmester Nikolaj Hübbe.
Mary og Connie var på scenen sammen, og den duo imponerede de mange modefolk fra hele verden, som var samlet i København.
Efter åbningsseancen vendte Mary for en kort bemærkning hjem til Amalienborg, men senere på eftermiddagen kom kronprinsessen så tilbage til Operaen for at se modeshow.
Dagen blev rundet af med et skønt aftenparty på Børsen i København, hvor Mary og Connie Nielsen festede og nød en god middag sammen med de internationale modegæster samt flere af den danske designverdens store navne - heriblandt Malene Birger og Naja Munthe.