Kronprinsesse Mary og dronning Maxima skal mødes onsdag
Hver for sig har de allerede en kæmpe gennemslagskraft, når bevæger sig ud på kongelige opgaver.
Men sammen er kronprinsesse Mary og dronning Maxima et stærkt team, der er svært at overgå.
Det vil man kunne opleve, når kronprinsesse Mary og dronning Maxima efter planen onsdag deltager i Global Network of Women's Shelters' konference i den hollandske by Haag.
Kronprinsesse Mary og dronning Maxima har altid haft en god kemi, som man senest kunne iagttage ved prins Carl Philip og prinsesse Sofias bryllup i juni. Og de vil helt sikkert også denne gang hygge sig i hinandens selskab.
Kronprinsesse Mary er med i sin egenskab af formand for Mary Fonden, der har til formål at skabe videns- og erfaringsudveksling på tværs af kulturer og nationaliteter, og i sidste ende for at stoppe vold mod kvinder.
Sammen med dronning Maxima ankommer kronprinsesse Mary onsdag morgen til konferencen, der finder sted i kongrescentret World Forum, hvor de vil overvære en paneldebat om økonomisk uafhængighed for kvinder.
De efterfølgende timer venter der kronprinsesse Mary et spændende program, når hun først er med i en workshop om effektiv social og økonomisk genintegrering af kvinderne og kort før middag ser dokumentarfilmen "Brave Miss World". Den handler om Linor Abargil, som vandt Miss World konkurrencen i 1998, kort efter at hun var blevet voldtaget. Sidenhen har hun været aktiv i kampen mod seksuel vold.
Kronprinsesse Mary besøger danskdesignet kvarter
Sidste programpunkt på konferencen er endnu en interessant paneldebat om vedvarende finansiering og forsvar af kvinderne.
Dagen efter fortsætter kronprinsesse Marys program i Holland, når hun besøger Den Internationale Straffedomstols nye hovedkvarter, som er designet af det danske arkitektfirma schmidt hammer lassen.
Her vil hun blive vist rundt, hvorefter hun vender tilbage til konferencen i World Forum lidt over middag.
Kronprinsesse Mary holder hovedtale
Kronprinsessen holder her hovedtalen og er tilstede ved en paneldebat om at styrke globale og regionale netværk.
Begge de workshops, som Mary Fonden afholder under konferencen handler om fondens arbejde mod vold i hjemmet.
Kronprinsesse Mary deltog også i 2nd World Conference of Women’s Shelters i 2012, der foregik i Washington og har i flere år engageret sig i arbejdet for at bekæmpe vold mod kvinder – både som formand for Mary Fonden, som medlem af det internationale panel ICPD’s High Level Task Force samt som protektor for FN’s Befolkningsfond og Maternity Worldwide.
Det internationale netværk for kvindekrisecentre (GNWS) står bag konferencerne, der organiseres i samarbejde med lokale organisationer.