Kronprinsesse Mary og Frederik på scenen i Australien
Før kronprinsesse Mary og kronprins Frederik gik indenfor, hilste de på de mange fans, som var mødt op for at byde dem velkommen.
Kronprinsessen var helt naturligt i centrum for opmærksomheden, mens kronprinsen trak sig en smule tilbage og overlod det meste af scenen til sin elskede og populære hustru. Der blev også tid til en kort fotosession med Utzons operahus i baggrunden.
Kronprinsparret poserede veloplagte for BILLED-BLADETs udsendte samt en kæmpeflok australske fotografer, som var vilde med de kongelige modeller.
Også de mange andre lokale, som var på plads for at se den royale, danske duo, jublede over Mary og Frederik, som fik en perfekt indledning på deres tur Down Under.
Det var især et hit, da Mary roste australske brandfolks indsats i kampen mod de voldsomme bushfires eller skovbrande ved Blue Mountains ikke langt fra Sydney og samtidig sendte medfølende tanker til de mennesker, som havde mistet deres hjem i brandkatastrofen.