Kronprinsesse Mary og Frederik skal til Washington
Den 4. juni fejrer den danske ambassade i Washington DC 50-års jubilæum. I 1960 blev bygningen, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen, åbnet af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Det var dengang den første moderne ambassade i Washington og har lige siden været brugt til at fremhæve dansk design og arkitektur over for et amerikansk publikum. D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen vil således åbne et symposium på National Building Museum med titlen "The Achitecture of Diplomacy". Her vil førende arkitekter fra både USA og Danmark diskutere, hvordan bygningskunst kan bruges til at udtrykke og markedsføre et lands kultur og værdier. Danmark repræsenteres blandt andet af Dansk Arkitektur Center og Henning Larsens Tegnestue, og fra amerikansk side fremlægges planerne for en ny ambassadebygning i London. Symposiet modereres af den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Richard Swett, som selv er arkitekt.
Kronprinsparret indleder programmet den 3. juni med et besøg på den lokale John Eaton Elementary School hvor eleverne vil fremføre et H.C. Andersen-eventyr og vise, hvordan de arbejder med dansk kultur i undervisningen. Skolen har det seneste år haft et samarbejde med den danske ambassade med henblik på at øge elevernes kendskab til Danmark. Samme dag besøger kronprinsparret fritidshjemmet Sitar Arts Center, hvor kronprinsparret får et indblik i, hvordan fritidshjemmet bruger de kunstneriske udtryksformer i arbejdet med de 5 - 12-årige. Sitar Arts Center har skabt et netværk af partnere blandt kulturorganisationer i Washington, og børnene har senest samarbejdet med Washington Ballet om en danseforestilling over "De vilde svaner", der vil blive opført under besøget.
Den 3. juni afsluttes med kronprinsparrets åbning af Odense Bys Museers udstilling "De vilde svaner" på Meridian International Center. Udstillingen viser decoupager og kostumer udarbejdet af H.M. Dronningen i produktionen af Jacob Jørgensens film 'De vilde svaner'. Filmen er banebrydende for sin brug af den særlige green-screen-teknik med dronningens decoupager som scenografi. Filmen har Nordamerikansk premiere på National Gallery of Art den 6. juni, hvor kronprinsparret også deltager. Udstillingen og filmen viser en nyfortolkning af H.C. Andersens eventyr, der i forbindelse med kronprinsparrets besøg bruges som platform til at øge kendskabet til H.C. Andersen og Danmark.
Øvrige programpunkter:
- Besøg på militærhospitalet Walter Reed, hvor sårede amerikanske soldater bliver genoptrænet.
- Deltager i Novo Nordisk arrangement med fokus på sund livsstil.
- Besøger Arlington-kirkegården og lægger krans ved gravsted for amerikanske piloter, der mistede livet i dansk luftrum under 2. Verdenskrig.
- Deltager i arrangement på ambassaden Grundlovsdag for danskere i Washington.
- Kronprinsen deltager i cykel-event arrangeret af Leagues of American Bicyclists.
- Kronprinsessen deltager den 7. juni i konferencen Woman Deliver sammen med udviklingsministeren.