Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik møder paven
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik skal møde pave Frans.
Torsdag den 8. november modtages de danske æresgæster i audiens hos paven i Vatikanet. Pave Frans er 81 år og født i Buenos Aires i Argentina. Han har været overhoved for den katolske kirke siden den 13. marts 2013.
Det særlige møde er et af mange højdepunkter i løbet af tre travle dage for kronprinsparret, der er i Italiens hovedstad i rollen som spydspidser for et dansk erhvervsfremstød.
Fokus på sundhed
Mary og Frederik tager allerede tirsdag den 6. november hul på arbejdsprogrammet på erhvervsfremstødet, der overordnet vil fokusere på løsninger inden for sundhed, klimaforandringer, vand og energi, urbanisering og bæredygtig fødevareproduktion.
Mary og Frederik var på privat ferie i Rom
Erhvervsfremstødet foregår i Rom, hvor kronprinsparret har været tidligere. Mary og Frederik har blandt andet holdt privat miniferie i den italienske hovedstad.
Kronprinsparret deltager fra den 6. til den 8. november i en række erhvervsaktiviteter, som har til formål at styrke relationerne imellem Danmark og Italien samt understøtte danske virksomheders position i Italien.
Udenrigsminister Anders Samuelsen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby deltager også i besøget.
Du kan følge med i kronprinsparrets besøg til Italien her vores hjemmeside, og så kan du allerede i denne uges udgave af BILLED-BLADET nyde billederne af den kongelige familie og deres mange gæster til aftenselskabet på Christiansborg Slot forleden.