Kronprinsesse Mary og Mette-Marits travle dag i Kuala Lumpur
Er der to kvinder, som har travlt på kvindekonferencen Women Deliver i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, så er det Danmarks kronprinsesse Mary og Norges kronprinsesse Mette-Marit.
Tirsdag var for begge kronprinsessers vedkommende spækket med spændende og krævende opgaver. Mary havde travlt fra morgenstunden, og dagen blev blandt andet brugt til at holde en blændende tale ved Sex og Samfunds minikonference på den kæmpestore Women Deliver-konference.
- Kvinders rettigheder og reproduktiv sundhed spiller en afgørende rolle for at få løst verdens problemer, sagde Mary i sin tale, som havde tilhørere fra hele verden.
Kronprinsesse Mette-Marit havde sin dag fyldt med paneldiskussioner sammen med blandt andre Sierra Leones førstedame, og midt på dagen nød Norges kronprinsesse en frokost med Malaysias førstedame Rosmah Mansor.
Både først på dagen og sidst på dagen nåede kronprinsesserne Mary og Mette-Marit også at få set hinanden og slappe lidt af midt i Kuala Lumpur- travlheden. De drak blandt andet te om formiddagen og fik senere en sludder med hinanden til en VIP-aftenreception.