10. dec. 2011
Af af Annelise Weimann

Kronprinsesse Mary om Ingrids rubinsæt: Jeg blev overvældet

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: DR
– Jeg har det kun til låns, siger kronprinsesse Mary om det enestående rubinsæt, hun fik før sit bryllup. Da var det nøjagtig 200 år gammelt og uerstatteligt

Overvældet og benovet. Rørt og meget, meget glad. Sådan var de følelser, der væltede ind over Mary, da hun få dage før sit bryllup med kronprins Frederik fik det helt enestående, sjældne og særdeles kostbare rubinsæt, som før havde været båret af dronning Ingrid.

Mary, der var en helt almindelig pige fra Australien, indtil hun blev forlovet og gift med Frederik, vidste knap, hvad hun skulle sige, da hun fik de verdensberømte juveler.

- Da jeg fik rubinsættet af min mand og min kommende svigermor, var jeg meget overvældet. Jeg havde aldrig set sådan et smykkesæt før. Og for mig, som nytilkommen i den kongelige familie, at tænke på, at det skulle jeg bære - det var en overvældende tanke.

Så sødt og ligefrem fortæller kronprinsesse Mary i aften, søndag, i TV om de vigtigste og smukkeste ædelsten i hendes smykkeskrin: Rubinsættet, som hun første gang bar, lettere nervøs og meget spændt, nogle dage før sit bryllup.

Det enestående interview med Mary vises i Anna von Lowzows udsendelse på DR, "De kongelige juveler", hvor man følger en lang række juveler fra deres oprindelse i Frankrig og Rusland, og til de nu er endt i de danske og svenske kongehuse.

Udsendelsen er et enestående indblik i de kongeliges smykkeskrin, og ud over Mary fortæller dronning Margrethe, prins Henrik, dronning Silvia og prinsesse Benedikte om juvelerne.

Man kan fornemme på kronprinsesse Mary, at hun ved meget om de enestående smykker og deres baggrund. Det havde hun dog ikke overskud til at tænke på, første gang hun bar dem fire dage før sit bryllup.

- Den første aften, jeg bar rubinsættet, var der så meget nyt, så meget overvældende for mig. Det var ikke kun juvelerne, det var betydningen af hele begivenheden, af hele den tid jeg var igennem. Det var også kjolen - jeg havde aldrig båret sådan en kjole før.

Både dronning Margrethe og dronning Silvia fortæller i programmet om deres dyrebareste juvelser.

Læs mere om: