11. nov. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary om kompliceret situation: Der er lang vej endnu!

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Hanne Juul
For kronprinsesse Mary er det vigtigt at fortsætte arbejdet med at finde løsninger på et område, der er brolagt med komplikationer. Kronprinsessen er netop kommet med en status ovenpå et par dages arbejde på Zanzibar.

Som medlem af Højniveaukommissionen for ICPD+25 har kronprinsesse Mary i forbindelse med et par dages møder på Zanzibar i Tanzania sammen med de andre kommissærer lanceret en statusrapport om de 1300 løfter, der blev givet ved en stor konference i Nairobi i Kenya i 2019.

- Til trods for store udfordringer er der sket fremskridt og det er vigtigt at huske på, at hvert positivt skridt tæller. Men der er lang vej endnu, lyder det fra kronprinsessen i et opslag på kongehusets officielle Instagramprofil, og Mary fortsætter.

Kronprinsesse Mary på kompliceret opgave

- Jeg håber, at rapporten kan være til inspiration og et redskab for lande verden over i deres arbejde med at levere på løftet om at sikre piger og kvinders ret til at bestemme over egen krop. Om de vil have børn eller ej. Og hvornår. Og hvor mange. Om de vil gifte sig og med hvem. Og deres ret til at leve et liv fri for vold og skadelig praksis som for eksempel børneægteskaber og omskæring af piger, kommer det fra Mary, der i sin tale til topmødet på Zanzibar sluttede af med at sige følgende:

”Der kan ikke herske tvivl om, at arbejdet forude er kompliceret, men årsagen til, at vi udfører det, er ikke.”

Læs mere om: