Kronprinsesse Mary om at miste sin mor: Det her var vigtigt for mig
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Kronprinsesse Mary holdt en stærk og personlig tale, da hun som protektor for Børn, Unge & Sorg og Det Nationale Sorgcenter onsdag formiddag deltog i konferencen "Sammen om sorgen" i Nuuk, hvor hun var med til at sætte fokus på, hvor vigtig samtale om sorg kan være for det enkelte menneske, der har mistet.
- Jeg har selv mistet og ved hvor vigtigt det var for mig, at have mulighed for at tale om min sorg, forklarede hun i sin tale om dengang, hun som 25-årig mistede sin mor, Henrietta Donaldson, døde i forbindelse med en hjerteoperation.
Se den fine video med kronprinsesse Mary til sorgkonferencen i Grønland øverst i artiklen
Voldsomme tal
- I Grønland er pludselige og traumatiserende dødsfald desværre noget, der sker ofte. Knap 2 ud af 10 dødsfald i Grønland skyldes unaturlige dødsårsager som for eksempel drab, ulykker og selvmord. Selvmord alene udgør 10 procent af alle dødsfald. Omkring 60 procent af den voksne befolkning har mistet en nær til selvmord. Alligevel er sorg og sorgreaktioner ikke noget, man taler om i Grønland. Det viser en rapport udarbejdet af Det Nationale Sorgcenter i Danmark, lød det endvidere fra kronprinsessen.
- Jeg ser meget frem til i løbet af denne formiddag at få et indblik i, hvordan sorg opleves og håndteres i Grønland. Og hvad der skal til for at nedbryde det tabu, så sorg er noget, vi kan tale om og finde vores vej igennem, sagde kronprinsesse Mary afslutningsvis.
Stort fremmøde
I konferencen deltog repræsentanter fra Grønlands regering, kommuner, myndigheder og øvrige relevante fagfolk sætter fokus på forskellige emner inden for sorg, herunder bearbejdelse af sorg i familien.
Det var Det Nationale Sorgcenter, der på baggrund af en rapport om den oversete og udbredte sorg i Grønland havde taget initiativ til konferencen.
På konferencen blev der offentliggjort et nyt initiativ, hvor flere frivillige fremover kan kontaktes på ”Sorglinjen”, ved caféaftener samt i sorggrupper.