29. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Kronprinsesse Mary prøvede noget helt nyt til Royal Run

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Hanne Juul
Kronprinsesse Mary har deltaget i Royal Run mange gange, men i år prøvede hun noget helt nyt.

Flere end 90.000 har snøret løbeskoene for at være med til Royal Run, og navnet til trods er det ligesom de andre år også muligt at gå distancerne, der strækker sig over en mil, fem kilometer og 10 kilometer.

Lige siden det første Royal Run i 2018 har kronprinsesse Mary været med til at løbe i flere forskellige byer, og i år var ingen undtagelse.

Hendes dag begyndte i Nyborg, hvor hun løb en mil, og derefter tog hun turen til Nykøbing Falster.

Her ventede der hende en udfordring, som hun efter fem år med Royal Run endnu ikke har prøvet kræfter med: Kronprinsessen skulle nemlig prøve at gå fem kilometer.

- Det var faktisk en dejlig oplevelse. Jeg har løbet det mange gange nu, så det er dejligt at prøve at se, hvordan det er at gå. Det var en fornøjelse, man oplever det på en helt anden måde, fortalte kronprinsesse Mary til TV 2 efter at have krydset målstregen i Nykøbing Falster.

Derefter går turen hjem mod København, hvor Royal Run fortsætter, men for hendes vedkommende bliver det fra sidelinjen.

- Jeg skal være med til at heppe på alle dem, der stadig skal løbe Royal Run, fortalte kronprinsessen.

Det gælder blandt andre flere fra hendes familie, for det står i skrivende stund klart, at både kronprins Frederik og prins Vincent skal løbe 10 kilometer rundt i København og på Frederiksberg mandag aften.

Læs mere om: