23. okt. 2012
Af af Annelise Weimann

Kronprinsesse Mary ramte kvindelig cyklist med sin bil

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Kronprinsesse Mary kom ved et uheld til at slå cyklist ud af kurs i København.

Kronprinsesse Mary var mandag ved 17-tiden ude for en kedelig ulykke, der kunne have fået fatale følger. Da Mary, der kom kørende ad Østerbrogade i sin store Landrover, ville dreje til højre ad Slagelsegade, overså hun en kvindelig cyklist og påkørte hende.

- Kronprinsessen så slet ikke cyklisten, der var en "død vinkel" på bilen, fortæller hoffets kommunikationschef Lene Balleby til BILLED-BLADET.

Mary stod straks ud af bilen for at tale med den kvindelige cyklist, der heldigvis ikke var kommet alvorligt til skade. Men begge parter var naturligvis dybt rystet over episoden.

Lignende påkørsler sker ofte, men da folk omkring bilen og cyklen opdagede, hvem bilisten var, stoppede mange op. Marys sikkerhedsvagter prøvede dog at parkere deres egen bil, så de skærmede mest muligt for optrinnet.

- Kronprinsessen har også efterfølgende været i kontakt med cyklisten for at sikre sig, at hun har det godt, siger Lene Balleby.

Læs mere om: