Kronprinsesse Mary står for indflytningen i Frederik VIII’s palæ
Selv om tvillingefødslen nærmer sig, er kronprinsesse Mary ikke nervøs for, at der sker noget, mens kronprinsen nu igen er på farten. Graviditeten går nemlig helt som planlagt, lyder det fra hoffet.
Selv om kronprinsesse Mary har skruet ned for de officielle opgaver, sidder hun ikke med hænderne i skødet hjemme i Kancellihuset i Fredensborg. Flytteforberedelserne er nemlig i fuld gang, og da kronprinsens kalender er fyldt mere op end hendes lige nu, er det Mary, der har styr på planlægningen omkring familiens indflytning til Amalienborg.
Tvillingerne fylder ganske vist stadig mere og mere i maven, men graviditeten ser ikke ud til at belaste kronprinsessen.
- Graviditeten går som planlagt, og kronprinsessen har det godt og er meget optaget af flytningen, siger hoffets kommunikationschef Lene Balleby til BILLED-BLADET.
Sidste udlandsrejse
Fordi alt går, som det skal, er Mary formentlig også helt tryg ved igen at sende Frederik af sted til udlandet. For nylig var det til Afghanistan, og i den kommende weekend skal han til Dubai. Ganske vist kun i to dage, og da fødslen stadig er berammet til midt i januar, er der ingen panik.
Formentlig er det også den sidste større udenlandsrejse, Frederik tager på, inden han skal være fødselshjælper for sin hustru.