Kronprinsesse Mary stod for underholdningen til galla
Stemningen var helt i top, da de mange prisvindere ved Index Award-uddelingen i Helsingør gik på scenen til en fotosession efter det store show var forbi torsdag aften.
Vinderne, der alle har stået bag ideen til og designet af unikke opfindelser, fik selskab på scenen af kronprinsesse Mary, som var aftenens æresgæst på Kulturværftet ved Kronborg.
Under den kongelige fotosession, hvor prisvindere og kronprinsessen så småt tog hul på Index Award-efterfesten, sørgede Mary for underholdningen foran de mange fotografer.
Kronprinsessen sørgede med sit gode humør og et par sjove bemærkninger for, at seancen ikke blev alt for stiv og højtidelig.
Efter hun havde poseret og talt med alle vindere, sagde Mary tak for i aften, mens resten af publikum og vindere ved Index Award festede videre på en skøn og mild aften ved Kronborg og Øresund.