3. dec. 2011
Af af Anna Johannesen og Lisbeth Grube

Kronprinsesse Mary svigter ikke sin gode veninde

Amber Petty og kronprinsesse Mary har været nære veninder siden 90'erne.
Amber Petty og kronprinsesse Mary har været nære veninder siden 90'erne.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Skandaleramte Amber Petty mødte kronprinsessen flere gange i Melbourne.

Amber Petty er én af kronprinsesse Marys ældste, australske veninder, og selv om Amber flere gange mildt sagt har gjort sig uheldigt bemærket i medierne, har de to hjerteveninder tydeligvis bevaret venskabet. Amber nåede nemlig at se Mary et par gange, mens kronprinsparret i sidste uge var i Melbourne.

- Gode venner finder altid tid til at ses, sagde 41-årige Amber og fortalte, at hun og Mary havde spist middag sammen, og at hun også havde haft lejlighed til at se kronprinsessens tvillinger.

Mary har kendt Amber helt tilbage fra begyndelsen af 90'erne, længe før hun mødte kronprins Frederik. Til kronprinsparrets bryllup i 2004 var Amber brudepige på linje med Marys søstre, og hun var også med til prins Christians barnedåb - men ikke til prinsesse Isabellas.

Det vakte stor opsigt, at Amber i en periode blev kæreste med hotelmillionæren Mark Alexander-Erber, som havde tætte rockerforbindelser, og senere mødte Amber heftig kritik fra sine landsmænd for sin optræden i realityshowet "Celebrity Survivor".

Alle genvordigheder var dog glemt, da Mary sidste sommer dukkede op til Amber Pettys 40-års fødselsdagsfest i Adeleide, og i april tog Amber turen til Danmark, da prins Vincent og prinsesse Josephine blev døbt. I Melbourne var det så tid til et glædeligt gensyn med tvillingerne.

- De er bare så bedårende og så bevidste, sagde Amber, som i lørdags var med til gallafest på Crown Casino i Melbourne, klædt i en lys gammelrosa corsage-kjole og pyntet med et smukt halssmykke, som hun fik af Mary til sin 40-års fødselsdag.

Amber Petty skal også besøge Frederik og Mary på Tasmanien, hvor de nu holder ferie.

Læs mere om: