Kronprinsesse Mary tager vielsesringen af
Med to vellykkede graviditeter bag sig har kronprinsesse Mary efterhånden et godt indtryk af, hvordan hendes krop påvirkes under forløbet.
Og selvom Marys mave endnu ikke syner af så meget, kan kronprinsessen sagtens mærke, at hun på nuværende tidspunkt er fire måneder henne i graviditeten.
Hendes fingre er efter alt sandsynlighed hævet, og derfor har Mary valgt at tage sin vielsesring af.
Det ser man tydeligt på billederne fra Marys netop overståede ferie i Australien.
18 karat hvidguldsring med 24 kvadratiske diamanter
Kronprinsesse Marys vielsesring er fremstillet af guld fra Grønland og lavet hos kgl. Hofjuveler Flemming Hertz i København.
Vielsesringen er en 18 karat hvidguldsring med 24 kvadratiske diamanter hele vejen rundt, slebet i det såkaldte princess-cut med 76 facetter på hver sten.
Sammen med vielsesringen bærer Mary også forlovelsesringen, som Frederik fik lavet til hende i Brasilien med en smuk diamant og to røde rubiner, en på hver side.
Begge ringe har Mary indtil videre valgt at tage af, så hun ikke får ubehageligheder, hvis hendes fingre skulle hæve yderligere.