3. nov. 2014
Af af Ulrik Ulriksen, BILLED-BLADET i Sydafrika

Kronprinsesse Mary talte sex og HIV-smitte med unge i Sydafrika

Kronprinsesse Mary på besøg i Sydafrikas hurtigst voksende township, Khayelitsha.
Kronprinsesse Mary på besøg i Sydafrikas hurtigst voksende township, Khayelitsha.
I et kæmpe township udenfor Cape Town i Sydafrika oplevede kronprinsesse Mary, hvordan helt unge mennesker har det med at tale om sex, prævention og HIV-problemet.

Kronprinsesse Mary har sammen med Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen været på besøg i Sydafrikas hurtigst voksende township, Khayelitsha, hvor de blandt andet besøgte projektet Lovelife.

Projektet går blandt andet ud på at involvere unge i vigtige debatter om seksualoplysning, prævention og beskyttelse mod HIV-smitte.

Kronprinsesse Mary og Mogens Jensen kommunikerede meget direkte og med stor åbenhed, og det var ikke noget, de unge mennesker var vant til. De kunne dog godt lide den danske stil med at tale forholdsvis lige ud af posen.

Sang og dans

Da den fine debat var overstået, kom den store finale på ungdomsmødet. Et kor af børn sang afrikanske sange med en klang og rytme så skøn, at det var umuligt at sidde stille. Kort efter var kronprinsessen og ministeren da også oppe at stå og danse lidt med både børn og teenagere i Lovelife-salen. Kronprinsesse Mary fik sig endda en kort men god svingom med en frisk, ung fyr, og så stillede hun op til gruppefoto med sine nye fans.

Pjattede med kronprinsesse Mary

På vej ud af Khayelitsha var især mange børn fuldstændig pjattede med at tale med kronprinsesse Mary. Den danske gæst i den store township-by med over en million indbyggere sørgede for at give alle børn og unge omkring sig masser af opmærksomhed, lige indtil hun satte sig ind i sin bil og blev kørt mod Cape Town og en reception med fokus på dansk design og erhverv.

Læs mere om: