Kronprinsesse Mary til fornem aftenreception hos ambassadøren

Kronprinsesse Mary og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til reception hos den danske ambassadør i Sydafrika.

Kronprinsesse Mary og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til reception hos den danske ambassadør i Sydafrika.

Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
På en ufatteligt smuk aften i Johannesburg, Sydafrika, var kronprinsessen æresgæst ved en reception hjemme hos Danmarks ambassadør Rene Dinesen.

Danmarks ambassadør i Sydafrika, Rene Dinesen, har haft ekstra travlt de seneste dage.

Kronprinsesse Mary og handels-og udviklingsminister Mogens Jensens (S) besøg til Cape Town og Johannesburg for at sætte fokus på blandt andet reproduktiv sundhed, kvinders rettigheder samt handelsrelationer mellem Danmark og Sydafrika har betydet, at Dinesen og hans dygtige medarbejdere har ligget vandret.

Tirsdag aften kunne ambassadøren og resten af hans team slappe lidt af i forbindelse med en hyggelig aftenreception i Dinesens private residens.

Levende musik og lækker mad

Æresgæster til receptionen, hvor der var levende musik og lækker mad og vine på menuen, var kronprinsesse Mary og ministeren, som nok også nød at slappe lidt af midt i et stramt program.

Kronprinsesse Mary blev modtaget lige udenfor residensen i et af Johannesburgs fine kvarterer af Rene Dinesen og hans kone Camilla samt ambassadørparrets to døtre Selma, 16 år, og Filippa, 12 år.

Herefter hilste kronprinsessen, ministeren og ambassadørparret inde i Dinesen-villaen på alle de mange sydafrikanske og danske gæster.

Flere af dem havde ambassadøren, kronprinsesse Mary og Mogens Jensen mødt tidligere på dagen ved arrangementer udenfor Johannesburg. 

Receptionen fandt sted på en helt vidunderlig aften med lune temperaturer og med en næsten fuld måne på himmelen. Det var den perfekte måde at afrunde en travl tirsdag i Sydafrika.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden