Kronprinsesse Mary til hjertefest på d’Angleterre

Kronprinsesse Mary

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Hjertet var i høj grad i centrum, da kronprinsesse Mary deltog i et helt særligt arrangement i København, hvor hun overrakte legater og hyldede to børn.

Mandag, 8. oktober 2018 - af Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary var med til at fejre hjertesagen på Hotel d’Angleterre i København, hvor den royale æresgæst blandt andet overrakte legater fra Børnehjertefonden og Hjerteforeningen til to forskere.

Hjerteforeningens legatmodtager var professor Christian Torp-Pedersen, som arbejder på et projekt om tidligt varsel før blodprop og hjertestop. Børnehjertefondens legatmodtager blev overlæge Lars Søndergaard for et projekt omkring børn med medfødte hjertefejl. Begge legater er på fem millioner kroner.

Kronprinsessen mødte hjertebørn

Et af højdepunkterne for Mary var at møde de to hjertebørn Christian og Elise. De gjorde et stort indtryk på kronprinsessen, der virkelig så ud til at nyde at få en snak med den seje duo, som ved alt om, hvor store udfordringer livet kan byde på. Begge børn er i fin form i dag.

Mary på scenen

Kronprinsesse Mary var på scenen i Palmehaven på Hotel d’Anglettere, hvor hun holdt en tale med et budskab om, at det er vigtigt at forebygge og prioritere forskning og oplysning omkring hjertesygdomme og behandling.

Mary var veloplagt på den vigtige, men også festlige dag på Københavns fornemme hotel.

Glæd dig til BILLED-BLADET i denne uge

Du kan læse om kronprinsesse Marys særlige møde med hjertebørnene Christian og Elise i denne uges udgave af BILLED-BLADET, der også byder på alt om hele Danmarks særlige afsked med Kim Larsen.