Kronprinsesse Mary til vigtigt møde på Amalienborg
Et af de store arbejdsværelser i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg dannede rammen om et særligt møde med deltagelse af kronprinsesse Mary.
Kronprinsessen afholdt Mary Fondens præsidiemøde i palæet, hvor kronprinsfamilien har privat adresse. Præsidiemødet fandt sted i en periode med stor travlhed i fonden, der bærer kronprinsessens navn.
Man skal tale om døden
Mary Fonden har på det seneste især rettet fokus på blandt andet emnet døden samt vold i hjemmet. Netop døden er en uundgåelig del af livet, og død, alvorlig sygdom og sorg bæres lettere, når man har nogen at dele det med.
Det har Mary Fonden arbejdet med for at være med til at nedbryde dødens tabu. Det er tanken bag årets tema ”Døden er da noget, vi taler om”, som elever i 6.-10. klasse kan kaste sig over og udgive nyhedssites om senere på året i mediekonkurrencen for skoler. Mary Fonden står bag projektet sammen med JP/Politikens Hus, Børn, Unge & Sorg og Østifterne.