Kronprinsesse Mary tog børnene med på legepladsen i julen
Prins Christian smed jakken, og kort efter gjorde hans lillesøster Isabella det samme. Ganske vist var det 2. juledag, men luften var lun, og den unge prins havde masser af energi og kræfter, som han skulle have fyret af.
Prinsesse Isabella holdt sig ikke tilbage, og kronprinsesse Mary kunne sammen med barnepigen bruge tiden på at vise tvillingerne rutsjebanen og gyngen på legepladsen i Mindelunden tæt på Marselisborg Slot.
Mens dronning Margrethe var i Aarhus Domkirke sammen med pastor Peter Parkov, var resten af den kongelige familie optaget af andre interesser.
Kronprins Frederik kørte i skoven for at løbe en tur, mens kronprinsesse Mary havde bestemt sig for en lille udflugt på gåben sammen med børnene.
Med tvillingerne Vincent og Josephine godt pakket ind i den dobbelte klapvogn satte Mary kurs mod legepladsen, der ligger tæt på slottet, og som bliver brugt flittigt som udflugtsmål for børnefamilierne i Aarhus.
Kun ganske få af de øvrige på legepladsen opdagede, at det faktisk var landets kronprinsesse, der med høje hvin og grin morede sig sammen med sine børn, alt imens hofhunden Ziggy spurtede rundt og snusede til alt det spændende nye.