21. okt. 2011
Af af Ulrik Ulriksen i USA

Kronprinsesse Mary tog New York med storm

kronprinsesse Mary i New Yor
kronprinsesse Mary i New York.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Kronprinsparret tog torsdag hul på et tæt pakket fem-dages program på deres officielle USA-besøg.

Mens Frederik drog til Boston for blandt andet at besøge sit gamle universitet Harvard, så blev Mary i New York, hvor næsten alle events finder sted under det royale danske besøg.

Mary var på sin første arbejdsdag i New York City en tur i bydelen Harlem, hvor hun lagde vejen forbi en lokal skole for at følge dagligdagen og undervisningen dér. Hun var inde i en af klasserne for at hilse på, og det var bestemt noget de unge elever syntes om.

Mary tog i det hele taget alle med storm på førstedagen i New York, hvor det i øvrigt var særdeles blæsende. Det fik kronprinsessen at mærke, da hun under besøget i Harlem var oppe på skolebygningens tag for at inspicere skolekokkens fine køkkenhave. Mens Mary talte med et par elever og kokken om vigtigheden af sund kost, så havde hun også travlt med at holde på frisuren.

Efter Harlem-besøget tog Mary hjem til sit hotel og skiftede til en farvestrålende kjole, hvorpå hun kørte til reception i American-Scandinavian Foundation. Her kunne hun blandt andre skåle med det norske og det svenske regentpar, der også besøger The Big Apple i disse dage.

Frederik kunne ikke nå arrangementet på grund af sin tur til Boston. Han var dog tilbage i New York hos Mary, da hun kom hjem fra aftenreceptionen.

Læs mere om: