Kronprinsesse Mary var stjernen til lægekongres
Fra det øjeblik hun gjorde sin entré i den store mødesal, var hun kvinden i centrum. Da hun trådte ind i den store mødesal, blev der med ét musestille blandt de mange forskere, professorer og læger fra hele verden, som var kommet til København.
Den internationale forsamling viste Danmarks kronprinsesse stor respekt og stivnede nærmest, da Mary viste sig. Det varede dog ikke længe før stemningen ændrede sig markant. Da Mary trådte op på talerstolen for at åbne konferencen officielt med en lille tale på engelsk, så hev halvdelen af publikum deres iPhone op af lommen og fotograferede og filmede den royale profil, så man skulle tro, at hun var en popstjerne a la Madonna på scenen til en koncert i Parken.
Mary var bestemt et hit med sin blotte tilstedeværelse. Efter en times tid forlod kronprinsessen salen for at holde et møde under fire øjne med formanden for World Health Organisation.