Kronprinsparret er flyttet ind på Amalienborg
Så skete det endelig. Flaget over Frederik VIII's Palæ på Amalienborg røg til tops i fredags og indikerede dermed, at kronprinsfamilien nu er flyttet ind i det nyrenoverede palæ og deres lækre private lejlighed.
Dagen har kronprinsparret ventet længe på, men fredag den 17. december blev flytningen en realitet, og Mary og Frederik kunne sammen med børnene for første gang finde sig til rette og overnatte i de nye omgivelser.
Lørdag morgen vågnede familien op til et snedækket København og en ny, fantastisk udsigt, der er væsentligt anderledes end den, de er vant til i Kancellihuset på Fredensborg, hvor omgivelserne de sidste par uger har været fuldstændig dækket af sne.
Den megen sne har også betydet, at kronprinsparret gerne ville ind og bo nærmere på Rigshospitalet, hvor alt længe har været klart til at tage imod de kongelige tvillinger, når tid er.