24. jan. 2012
Af af Jan Bergman, Anna Johannesen & Annelise Weimann

Kronprinsparret fik tidligt besked om prinsessefødsel

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Lars Laursen
Nu har også kronprinsparret besøgt Riget og set Joachim og Maries lille ny prinsesse

I formiddags var det en jublende glad og stolt prins Joachim, der stod frem foran pressen og erklærede, at han nu også var far til en prinsesse.

Og selv om prinsen bekendtgjorde, at Marie og den lille nyfødte havde brug fred og ro, har der ikke været helt stille på "lyserød stue" i dag.

For selvfølgelig har de stolte nybagte forældre fået besøg af nysgerrig familie, der slet ikke kan vente med at se det seneste vidunder på den royale stamtavle.

Tidligere på aftenen var det dronningen og prinsgemalen, der besøgte Riget, og siden kom turen til kronprinsparret, der så meget glade og spændte ud, da de ankom til hospitalets foyer, hvor BILLED-BLADETs hold tog imod.

Hvornår fik de at vide, at der var født en lille prinsesse? Hertil svarer kronprins Frederik muntert:
- Tidligt - men ikke så tidligt som faderen.

BILLED-BLADETs journalist-hold ville gerne høre, hvad prinsesse Isabella siger til endnu en prinsesse i familien, hvortil kronprinsesse Mary svarer:
- Begge børnene glæder sig til at se den lille ny.

På spørgsmålet om hvornår det så bliver, svarer kronprins Frederik:
- Det skal vi lige tale med de nybagte forældre om.

Har børnene set et billede? Hertil svarer kronprinsen:
- De afventer i spænding.

Det var tydeligvis ikke kun kronprinsparrets børn, der ventede i spænding, for herefter skyndte Frederik og Mary sig hen til elevatoren, der skulle føre dem op til "lyserød stue".

Frederik nåede dog lige en sidste bemærkning, inden dørene lukkede i:
- Men vi glæder os til at byde hende velkommen i den store familie.

BILLED-BLADETs hold på Riget kan nu fortælle, at både kronprinsparret og prins Joachim med sine sønner har forladt hospitalet kl. 20.30 - nu er der ro og fred for prinsesse Marie og den lille nye prinsesse på "lyserød stue".

Læs mere om: