25. sep. 2015
Af Lene Skriver Bak

Kronprinsparret har udpeget stjernedrys-vindere

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har udpeget vinderne af Kronprinsparrets Stjernedryspriser 2015.

Når kronprinsesse Mary og kronprins Frederik den 3. oktober uddeler Kronprinsparrets Priser 2015, er det to unge kunstnere, der modtager årets Stjernedryspriser.

I år har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary nemlig valgt at prisen skal gå til designer Mark Tan og forfatter og billedkunstner Amalie Smith.

Designer Mark Tan modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris for sit kreative arbejde med materialers formsprog og sit på én gang cool, klassiske og innovative design, oplyser kronprinsparret på kongehusets hjemmeside.

Kronprinsparret uddeler priserne selv

Den anden prismodtager, forfatter og billedkunstner Amalie Smith, modtager prisen for at kombinere en stærk intellektuel refleksion omkring æstetik, sprog og liv med en meget inderlig og rørende stemme i både sine litterære og billedkunstneriske værker.

Prisen, der er på 50.000 kroner, uddeles sammen med de øvrige priser af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary selv til den store prisfest lørdag den 3. oktober på Kulturværftet i Helsingør.

Showet sendes live på DR fra kl. 20.

LÆS MERE: Kronprinsparret flytter prisuddeling til Helsingør

Læs mere om: