29. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Kronprinsparret løb one mile til Royal Run: Så tæt var Mary på at slå Frederik

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik
Foto: Ritzau Scanpix
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary prøvede begge kræfter med one mile-distancen til Royal Run, og det var ikke mange sekunder, der adskilte det kongelige ægtepar.

For femte gang har man kunnet komme ud at løbe med den kongelige familie til Royal Run, og igen i år har man kunnet gøre det på både one mile-distancen samt ruter på fem og 10 kilometer.

Kronprinsfamilien var dagens absolutte hovedpersoner, og både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary løb one mile – han i Aabenraa og hun i Nyborg.

Det royale ægtepar løb således ikke direkte mod hinanden, men via Royal Run-appen kan man se, hvor lang tid de hver især brugte på at tilbagelægge de 1609 meter.

Og det var ikke meget, der adskilte det løbeglade ægtepar, for kronprins Frederik tilbagelagde distancen på 8 minutter og 13 sekunder, mens kronprins Mary var ude på ruten i seks sekunder mere, inden hun krydsede målstregen efter 8 minutter og 19 sekunder.

Kronprins Frederik havde løbeskoene på hele dagen, for om eftermiddagen løb han fem kilometer i Herning, mens aftenen bød på 10 kilometers løb i København/Frederiksberg.

Kronprinsesse Mary var efter besøget i Nyborg med på gåholdet i Nykøbing Falster, hvor hun sammen med flere foreninger tilbagelagde fem kilometer.

Læs mere om: