Kronprinsparret startede dagen tidligt i Toronto
BILLED-BLADET i Canada
Flere hundrede forventningsfulde mennesker var mødt op på eventstedet The Fermenting Cellar i det hippe Distillery-distrikt i Toronto for sammen med kronprins Frederik og kronprinsesse Mary at markere den officielle åbning af det danske erhvervsfremstød i Canada.
Danmarks stilige repræsentanter ankom kl. 9.30 lokal tid og var fra start fuld af energi og entusiasme i mødet med de vigtige danske og canadiske erhvervsfolk, som her havde mulighed for at skabe nye forbindelser henover Atlanten.
Kronprins Frederik holdt en af flere åbningstaler, hvor han understregede, hvor vigtig Canada er som samarbejdspartner, og at han håbede, at der ville blive knyttet endnu tættere bånd mellem de to lande under erhvervsfremstødet. Imens sad kronprinsessen, der var i en elegant, blå kjole med en lille jakke, på første række og lyttede interesseret.
Derefter blev der underskrevet et såkaldt "Memoranda of Understanding", en samarbejdsaftale, af flere danske og canadiske firmaer.
Distillery District åbnede i 2003 og startede oprindeligt som destilleriet "The Gooderham and Worts Distillery", der engang var Canadas største producent af alkohol.
I dag er stedets 47 bygninger omdannet til et populært område med masser af butikker, gallerier, restauranter og teatre. Siden 1990 har distriktet også været brugt til over 800 film- og TV-optagelser.