Kronprinsparrets første ferieuge med børnene i Australien
Inden kronprinsparret og deres fire børn ankom til Tasmanien, nød de solen og sommeren på Mornington Peninsula, et sted som australierne kalder "de rige og berømtes legeplads".
- Det, vi glæder os allermest til, er igen at være sammen som familie.
Sådan sagde kronprinsesse Mary til BILLED-BLADET, da hendes og Frederiks officielle besøg i Australien var slut, og det kan da nok være, at det lykkedes for den lille kongelige familie. Efter at prins Christian og prinsesse Isabella var blevet forenet med deres mor og tvillingerne i Melbourne, og Frederik havde overstået sit officielle besøg i Vietnam, tog hele familien iflg. avisen The Mecury på ferie sammen til byen Sorrento, der ligger på halvøen Mornington Peninsula ikke langt fra Melbourne.
Her har de kunnet nyde sommeren helt i fred for nysgerrige, for Mornington Peninsula er ikke for ingenting blevet kaldt "de rige og berømtes legeplads". Feriegæsterne får lov at passe sig selv, bade og nyde solen.
Fred og ro i strandbyen
Kronprinsparret har taget en barnepige med på ferie, hvilket betød, at Mary også fik lidt tid til sig selv. Den brugte hun bl.a. til shopping på den hyggelige Ocean Beach Road, hvor der ligger den ene dyre butik ved siden af den anden. Mary kikkede både på sko i forretningen Cinori, ligesom hun var et smut indenfor i Debs Boutique, der handler med lækkert tøj og accessories.
Den danske kronprinsesse var sommerlig og afslappet klædt i løse haremsbukser, flade sko og håret hængende løst. Tilbagelænet og uden attitude - akkurat som den lille strandby, der nok er de riges legeplads, men som på ægte australsk vis ikke praler af pengene.
Når kronprinsparret valgte netop Sorrento som første stop på deres små tre ugers lange ferie, er det formentlig fordi, de var sikre på, at her kunne de i hvert fald få ro. De fleste havde nemlig troet, at den kongelige familie tog direkte til Tasmanien, hvor Marys familie bor, men først ville de altså nyde nogle dage i den lille kystby. Det blev til en lille uges tid, hvorefter Frederik og Mary og deres fire børn i tirsdags landede i Hobart.
Genforenet i lufthavnen
Kronprinsesse Mary ankom med flyselskabet Jetair kl. 17.30 og steg ud af flyet sammen med prins Christian og lille Josephine på armen. Frederik var ankommet ti minutter tidligere med Vincent og Isabella, der var i den sødeste blomstrede sommerkjole og fine gule sandaler. Og i lufthavnen blev den lille familie forenet efter de to flyveture.
Temperaturen på Tasmanien er lidt lavere end i Melbourne, så både Frederik og Mary var i jeans. Hun i trøje med lange ærmer og han med en vest over en T-shirt.
Mary har glædet sig enormt til at vise sine tvillinger frem for hele sin store familie på Tasmanien. Onkler, tanter, fætre, kusiner og de små nevøer og niecer har indtil nu nemlig kun set billeder af Josephine og Vincent, så de næste dage bliver ét stort familie-komsammen. Donaldson-familien elsker at holde barbecue, så børn og voksne vil uden tvivl samles om grillen hos Marys søskende og far. John Donaldson og hans hustru, Susan, er nemlig også taget til Tasmanien for at nyde ferien med Mary og Frederik og børnebørnene.