Kulturnatten var en succes for kongehuset
Kongehuset meddeler at Kulturnatten har været en succes med flotte besøgstal.
Fredag besøgte et større antal gæster De Kongelige Stalde og Amalienborgmuseet i anledning af Kulturnatten 2013.
Og mange borgere syntes godt om de kongelige tiltag, hvor knap 6000 gæster besøgte De Kongelige Stalde, der havde åbent fra kl. 18.00-24.00, informerer hoffet.
Den Kongelige Stald-Etat og Gardehusarregimentets Hesteskadron havde opvisning om aftenen med henholdsvis kørsel med to vogne samt sabeleksercits og formationsridning.
Også Beletagen i Christian VIII’s Palæ, Amalienborg, blev velbesøgt og de 2059 gæster fik lejlighed til at se de permanente udstillinger og lytte til klassiske musikstykker som tidstypiske eksempler på den glücksborgske kongefamilies yndlingsmusik.