Lækkert Armani-look: Prinsesse Marie i pink kappebluse og matchende bukser
Torsdag var en stor dag for prinsefamilien.
Prins Joachim og prinsesse Marie kunne stolt lade grev Henrik stå i forgrunden på dagen, hvor han skulle konfirmeres.
Som altid så prinsesse Marie elegant ud, da hun ankom til konfirmation i Frederikskirken i Paris.
Hun var i et farverigt sæt, der lyste helt op på den flotte solrige dag.
Prinsessen bar en pink kappebluse fra Emporio Armani samt et sæt matchende bukser også fra Emporio Armani. Det skriver modebloggen Royal Fashion Police på Instagram.
Det er langt fra første gang, at Marie bærer tøj af netop det mærke.
Faktisk er det ofte, at prinsesse Marie ynder at bære noget fra Emporio Armani.
Til fejringen af dronning Margrethes 83-års fødselsdag var hun også i et jakkesæt af mærket, som var et hun genbrugte fra prinsesse Isabellas konfirmation.
Prinsesse Marie var også i et sort/hvidt-sæt fra Emporio Armani, da hun var med til fejringen af dronningens regentjubilæum på Københavns Rådhus.
Til det smarte sæt bar hun navy-blå pumps fra Jimmy Choo og havde en clutch i samme nuance fra Bottega Veneta.
Derudover havde prinsesse Marie også en smuk ellipseformet broche på.