LÆS HELE TALEN: Aarhus-borgmesters rørende tale til dronning Margrethe
Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder – mine damer og herrer
Velkommen til Aarhus Rådhus
Kære Dronning Margrethe,
Det er en stor glæde for os at modtage Dem og Deres familie her på rådhuset i Aarhus - og som de første i landet at få lov til at fejre og festligholde Deres 75 års fødselsdag.
Og som Deres og Prinsgemalens karet-tur gennem byen allerede har vist – og som vi netop har overværet på balkonen, er det i sandhed en festdag i Aarhus.
Med et citat fra TV2 og Steffen Brandt: ”Begejstringen vil ingen ta’”.
Særligt tilknytningsforhold
For sådan er det jo, når De er i Aarhus, hvor vi oplever et helt særligt tilknytningsforhold til Dem og hele den kongelige familie.
Siden Deres ungdom har De ofte opholdt Dem i Smilets By. Jeg vil gerne på hele byens vegne takke Dem og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen varmt for den dybe og ægte interesse – og opbakning - De viser Aarhus – uanset om det gælder vores historie, kulturlivet eller byens udvikling i øvrigt. Aarhusianerne har dem i deres hjerte. Og Aarhus er også deres by.
Vi er stolte over og glade for deres stærke engagement i byen og ikke mindst i byens kulturinstitutioner … De er protektor for ARoS, Den Gamle By, Moesgård Museum, Aarhus Festuge – og for Kulturhovedstaden Aarhus 2017.
Disse stærke organisationer udtrykker i særlig grad byens ambitioner og formåen – og for dem alle har det været til stor inspiration at have Deres Majestæt som protektor.
Vi er Dem dybt taknemmelig
Vi er Dem dybt taknemmelig for den opmærksomhed, De hvert år skænker byen, som vi senest så det i forbindelse med den store åbning af Festugens jubilæumskoncert, hvor De holdt åbningstalen foran 30.000 begejstrede publikummer.
Så lad mig sige det som det er: Deres Majestæt, selvom jeg ikke er helt sikker på, at det er med deres gode vilje, I Aarhus er De en rockstjerne!
I Aarhus hylder vi mangfoldighed. Som det afspejles i glasset på Your Rainbow Panorama på toppen af ARoS bestræber vi os på at se verden i mange farver.
Deres personlige fortjeneste
Vi forfølger gerne mange forskellige perspektiver på udviklingen af vores by, arbejder ad mange spor og favner bredt, men hånd i hånd med hele den indsats følger også et behov for fællesskab og samhørighed, et behov for et stærkt samlingspunkt
Dét har vi i Dem og Deres familie på en dag som i dag.
De og kongehuset er et fast grundlag for at tackle en verden i hastig forandring. En stærk kobling mellem vores historiske arv – og en moderne globaliseret og mangetydig hverdag.
Og at det er sådan, er ikke mindst Deres personlige fortjeneste.
Virker i pagt med tiden
Med sikker sans for kongehusets værdighed og traditioner har De gennem årene forstået og formået at virke i pagt med tiden.
Rost og revset, når der har været brug for det. Altid korrekt og altid respektaftvingende i Deres indsats som vores alle sammens dronning.
Det er en enestående indsats!
Dyb taknemmelighed
Derfor er det også let at forstå begejstringen, der er sluppet løs i vores gader i dag, og derfor fejrer vi Dem – i dyb taknemmelighed over den indsats, De har gjort for Danmark igennem hele Deres virke.
Jeg vil slutte af med at overrække Deres Majestæt en gave fra Aarhus.
De allerede har ”Tre Løver” stående i haven ved Marselisborg. OG Claus Ørntofts skulpturer er smukke, men vanskelige at tage med hjem eller rundt i landet. Derfor har vi valgt noget lidt mindre denne gang.
Håber på dejlig dag
Byens gave er Aarhus-smykket, der er let genkendeligt i vores bybillede. En broche skabt efter den smukke rist der omkranser træerne på byens strøg – og isat en indfattet brillant og på udvalgte steder, otte mindre brillanter – tre lyse gule og fem kongeblå, der skal symbolisere Deres børnebørn, og med plads til flere brillanter hvis der skulle komme et nyt hold tvillinger.
Det er mit håb, at de har haft en dejlig dag i Aarhus – og vil tage de bedste ønsker og minder med herfra, og fra Deres gallaaften i Musikhuset i aften.
På hele Aarhus’ vegne; Tillykke med fødselsdagen!.