
Lige inden jul: Nu er kronprins Christian hjemme igen

I september rejste kronprins Christian til Østafrika, hvor han har indgået i den daglige drift af to farme.
"Hverdagen hernede er noget helt andet end derhjemme. Maden, kulturen, klimaet, dyrelivet, opgaverne og menneskene gør det til en oplevelse, jeg aldrig glemmer," skrev kronprinsen i et opslag på Instagram i november.
Men nu er tronfølgeren atter hjemme igen - lige nøjagtigt inden jul.
Kongehuset har delt et nyt billede af den kongelige familie, der lige nu befinder sig på Marselisborg Slot.
Her kan man se kong Frederik og dronning Mary sammen med alle deres fire børn, Christian, Isabella, Vincent og Josephine. Sammen med dem er også dronning Margrethe.
Efter julefejringen venter der sig en stor oplevelse for kronprins Christian.
Ved årsskiftet holdes der nytårskur og -taffel, og her deltager kronprinsen for første gang nogensinde.
Til februar går Christian i gang med at aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
