
Lige til at dåne over! Nyheden om kronprins Christian går verden rundt

Mandag begyndte kronprins Christian på løjtnantsuddannelsen i Slagelse, og torsdag var pressen så inviteret til et besøg på Antvorskov Kaserne.
Her kunne journalister og fotografer bl.a. overvære, hvordan kronprins Christian og hans soldaterkammerater klargjorde deres udstyr inden dagens skydeøvelse.
Nyheden om kronprins Christian og billederne fra kasernen går nu verden rundt – og har ramt bl.a. spanske, tyske og franske medier.

De beretter om, hvordan kronprinsen nu (igen) bytter livet på slottet ud med mere spartanske omgivelser i kasernens barakker, og om den militæruddannelse, der nu venter kronprins Christian.

Men kronprinsens fremtræden vækker også opsigt i udenlandske medier.
Daily Mail beskriver ligefrem den danske kronprins’ fremtræden som ”swoon-worthy” – hvilket kan oversættes til, at det var lige til at dåne over!
Og Paris Match beskriver kronprins Christian som ”en charmerende løjtnant”.
Flere af de udenlandske medier omtaler også, hvordan kronprinsen i den kommende periode nu skal undvære veninden Emma, som bl.a. var ved hans side under årets Smukfest.
