16. jun. 2011
Af af Annelise Weimann og Preben Petersen

Martin fra Slagelse skal til prinsessebryllup i Berleburg

Prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann får glæde af Martin Belli Jørgensens ekspertise.
Prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann får glæde af Martin Belli Jørgensens ekspertise.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Danske Martin Belli Jørgensen kommer til at spille en rolle, når prinsesse Nathalie gifter sig med Alexander i weekenden.

Alle brikkerne er ved at falde på plads op til weekendens store, romantiske bryllup på slottet Berleburg, hvor prinsesse Benediktes Nathalie gifter sig med Alexander Johannsmann. En af de vigtige brikker er den danske slagter, Martin Belli Jørgensen fra Slagelse, der står ved grillkullene, når der fredag aften bydes på barbecue i slotsparken for de gæster, der allerede har indfundet sig før lørdagens ceremoni.

- Der bliver syv forskellige slags mad at vælge mellem, både fisk og kød, fortæller Martin.

Der bliver således grillstegt helleflynder, kammuslinger og kæmperejer på spyd, dansk oksemørbrad, marineret svinefilet, kyllingespyd samt tysk bratwurst. Dertil serveres forskellige salater, asparges, avokadoer og kolde saucer.

Den store barbecue bliver ikke endestationen for slagteren - han skal i aktion igen til den store fest om lørdagen. Her vil danskeren rulle en pølsevogn frem til natmaden.

- Sådan var det også ved prins Joachims bryllup med prinsesse Marie, og det var alle så glade for. Derfor har prinsesse Benedikte og prinsesse Nathalie bedt om, at det også bliver sådan her. Så jeg laver hotdogs til alle. Der skulle helst være nok, så jeg har 900 Langelænderpølser med til Berleburg, fortæller Martin Belli Jørgensen.

Den hovedansvarlige for den kulinariske del af hele det eventyrlige bryllupsarrangement er prinsesse Benediktes kok Martin Jacobsen.

BILLED-BLADET er til stede ved det royale bryllup, og vi dækker hver eneste detalje fra begivenheden. Det kan du glæde dig til at læse om i et særligt tillæg til bladet på næste torsdag.

Læs mere om: