Mary og Frederik fejrer bryllupsdag
Den 14. maj 2004 er en dato, mange danskere husker godt. Ingen husker dog dagen bedre end kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der denne maj-dag i Vor Frue Kirke sagde ja tak til hinanden og til en tilværelse sammen som mand og kone - i medgang og modgang.
For begge var det en bevæget dag, som de husker helt ned til mindste detalje. Også seks år senere på deres bryllupsdag. Det var et vidunderligt bryllupsdøgn, der begyndte i Københavns Domkirke, hvor Frederik lod en tåre trille, fortsatte med et triumftog i karet gennem Københavns gader, hvor tusindvis af jublende danskere havde taget opstilling for at hylde kærligheden og kronprinsparret, og blev afsluttet med aftenfest på Fredenborg Slot.
Kronprinsparrets seks år lange ægteskab har været fyldt med kærlighed og med skønne oplevelser. Størst har det været at blive forældre. Endda to gange. Og så til både en dreng og en pige. For Frederik og Mary har det været den ultimative drøm, der med prins Christian og prinsesse Isabella blev til virkelighed. Christian blev født i 2005 og Isabella i 2007. Den lille familie har sammen med hunden Ziggy nydt hverdagen i Kancellihuset i Fredensborg, men skal også snart til at blive ægte københavnere, når de flytter ind i kronprinsparrets nye palæ på Amalienborg Slot.