Mary og Frederik på sommertogt med børnene

Kronprinsparret er taget på sommertogt og i dag ankom de sammen med prins Christian og prinsesse Isabella med Kongeskibet Dannebrog til Haderslev.
Byen jublede og der blev kippet med flagene på kajen, da kronprinsparret stod på dækket samme med prins Christian og prinsesse Isabella, og vinkede til de mange forventningsfulde ansigter.
Og glæden var da også til at spore i de mange ansigter, da kronprinsparret bevægede sig rundt på kajen og gav sig god tid til at hilse og snakke med folk.
Karetkørsel og flyopvisning
Herefter bød byen på fornem karetkørsel gennem Haderslev, hvorefter dagen sprang op i et noget andet tempo for kronprinsparret, da turen gik til fremvisning hos Fighter Wing Skrydstrup, der er hjemsted for Flyvevåbnets F-16 jagerfly.
Her fik kronprins Frederik mulighed for et hyggeligt gensyn med nogle af sine tidligere flyverkammerater, her iblandt chefen for 730 Fighter Squadron, major Nick Kenneth Hansen, der har været kronprinsens F-16-instruktør.
Frederik og Mary strålede af begejstring
Kronprins Frederik fik lejlighed til igen at sætte sig i et af Flyvevåbnets superhurtige F-16 jagerfly, og med kronprinsesse Mary ved sin side, strålede han af begejstring.
Begejstringen var da også til at få øje på hos både kronprinsesse Mary og kronprins Frederik, da Flyvevåbnets F-16 jagerfly gav opvisning og satte flyene i topfart lige hen over hovederne på de kongelige gæster.
Turen går videre
Onsdag lægger Kongeskibet Dannebrog til i Svendborg, hvor kronprinsesse Mary blandt andet skal besøge en skole, mens kronprins Frederik ser på det naturhistoriske museum Naturama.