25. nov. 2017
Af Ulrik Ulriksen

Mary og Frederik sætter Silkeborg på den anden ende

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Arkivfoto: Hanne Juul / BILLED-BLADET
Der bliver gang i Silkeborg lørdag, når kronprinsparret besøger byen i en helt særlig anledning. Der er virkelig lagt op til en af årets helt store royale fester.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik besøger Museum Jorn i Silkeborg i forbindelse med uddelingen af Kronprinsparrets Priser.

Programmet for den royale festdag er nu på plads, og de to kongelige æresgæster vil ankomme til museet klokken 17.00, hvor både museumsdirektør og mange lokale borgere vil stå parat for at tage varmt imod Mary og Frederik.

Der er nok ingen tvivl om, at det fine besøg vil sætte Silkeborg på den anden ende.

Sådan var det i hvert fald i Holstebro, da byen sidste år var vært for Kronprinsparrets Priser-showet.

Her var Mary og Frederik på en lille byvandring et par timer inden showet, og det udviklede sig til en herlig byfest med mange hundrede deltagende omkring de kongelige.

Møde med amerikansk kunstner

På museet i Silkeborg vil kronprinsparret få en introduktion tilmuseets samling, herunder se hovedværket »Den lange Rejse« af Asger Jorn og Pierre Wemaëre.

Desuden skal de royale profiler nyde en del af museets udstilling af Per Kirkeby samt opleve den aktuelle udstilling af den amerikanske kunstner Cindy Sherman.

Aura synger for kronprinsparret

Et par timer efter museumsoplevelsen er der prisfest i Jysk Musikteater, hvor kronprinsparret uddeler fire priser.

Det drejer sig om Kronprinsparrets Sociale Pris til en banebrydende indsats med internationalt format inden for det sociale område, og Kronprinsparrets Kulturpris til en ekstraordinær præstation med internationalt format inden for kunst og kultur.

Og så de særlige Stjernedryspriser.

Aftenens værter er igen i år Stéphanie Surrugue og Kåre Quist, der sammen vil guide seerne gennem en festaften med live-oprtræden fra blandt andre Shaka Loveless og Simon Kvamm.

Den internationalt anerkendte sanger og sangskriver Aura er også på scenen med titelnummeret fra sin hitplade fra i år ’"Can’t Steal The Music".

Flot bryllupsgave til Mary og Frederik

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret.

Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for kultur og socialt arbejde.

Blandt de tidligere modtagere af Kronprinsparrets Kulturpris kan nævnes kunstner Olafur Eliasson, holdet bag dramaserierne "Borgen" og "Forbrydelsen" samt sangeren Oh Land.

Se nogle af de tidligere vindere her:

Galleri: Kronprinsparret og tidligere prisvindere

Kronprinsparrets Priser-showet sendes direkte på DR1 fra klokken 21.00.

Du kan følge med i den kongelige byfest i Silkeborg med kronprinsesse Mary og kronprins Frederik i hovedrollerne her på BILLED-BLADETs website.

Læs mere om: