Mary om første møde med svigermor: Sådan hjalp Frederik mig
Kronprinsesse Mary åbner op om sit liv i den helt nye DR1-dokumentar ”Mary 50 år – Man kan kun være sig selv”, som blev sendt på DR1 lørdag aften.
Hun mødte kronprins Frederik for første gang tilbage i 2000, og hun husker tydeligt, da hun senere hen skulle møde sin svigermor, dronning Margrethe, for første gang.
Mary erkender, at hun var meget nervøs for, hvordan det ville gå, og bare håbede, at dronningen kunne lide hende. Hun var dog ikke helt forberedt på, hvornår mødet skulle finde sted.
- En eftermiddag sagde kronprinsen til mig, ”min mor kommer til te”, fortæller kronprinsessen i dokumentaren og fortsætter:
- Så svarede jeg ”i dag? Hvad skal jeg gøre, og hvad skal jeg tage på?” Han sagde, at jeg nok skulle neje for hende. Så min mand lærte mig at neje, og jeg håber, det er blevet bedre sidenhen!, lyder det med et grin.
Dokumentaren ”Mary 50 år – Man kan kun være sig selv” kan ses på DRTV.