Mary på første job i år: Der er meget der skal gøres
Kronprinsesse så super tjekket ud, da hun tirsdag var på sit første kongelige job i det nye år.
Hjemme fra sit arbejdsværelse i Frederiks 8.s Palæ på Amalienborg deltog hun i et virtuelt møde for ICPD25 Højniveaukommission, som FN’s Befolkningsfond etablerede i 2020.
Mødtes også i september
Tilbage i september var kronprinsesse Mary til sit første virtuelle møde som medlem af kommissionen, også dengang foregik det via et video-opkald.
Til det nye opslag tirsdag skriver kronprinsesse Mary:
"Omstændighederne er desværre endnu ikke til et fysisk møde for ICPD25 Højniveaukommission, som FN’s Befolkningsfond etablerede i 2020 (så hermed endnu et billede af mig ved skærmen… ?).
Kommissionen blev oprettet for at arbejde for at sikre, at kvinder og piger har den fornødne viden og de redskaber, der skal til for at sikre, at de kan bestemme over deres egen krop og dermed deres eget liv. Mødet i dag fokuserede på arbejdet med at sikre, at enhver graviditet er ønsket, at enhver fødsel er sikker, og at ingen udsættes for kønsbaseret vold eller skadelige skikke såsom pigeomskæring eller børneægteskaber. Det er store udfordringer, som kræver fokus, engagement, investering og en fælles stærk vilje. Særligt nu, hvor COVID-19 har rullet udviklingen tilbage på så mange områder. Vi ved, at COVID-19 forstærker eksisterende udfordringer. For eksempel bliver der hvert år foretaget 25 millioner usikre aborter i verden, og på grund af COVID-19 forventes yderligere tre millioner kvinder at få foretaget en usikker abort i år. Og stigningen i kønsbaseret vold er også foruroligende – vi hørte, at stigningen nogle steder var op til 40 procent... Der er meget, der skal gøres for at skabe en bedre verden," lyder det vigtige budskab fra kronprinsesse Mary.
Engageret protektor
Kronprinsesse Mary har været protektor for UNFPA siden 2010.
UNFPA, FN’s Befolkningsfond, arbejder for at sikre en verden, hvor enhver graviditet er ønsket, enhver fødsel er sikker, og hvor alle unge har mulighed for at udleve deres fulde potentiale.