Mary: Sådan har Frederik klaret sit første OL som IOC-medlem

Kronprins Frederik er i den grad trådt i karakter som nyt medlem af Den Internationale Olympiske Komité.
Han har ved Vinterlegene i Vancouver markeret sig som en flittig og entusiastisk OL-fan, samtidig med at han seriøst har sat sig ind i sit nye job i den magtfulde OL-komité. Ved sin side har Frederik haft kronprinsesse Mary, som godt nok ikke har haft noget at gøre med selve IOC-møderne, men som sammen med kronprinsen har sørget for at repræsentere Danmark på smukkeste vis.
- Frederik har klaret det rigtig godt under OL. Og jeg er bestemt meget, meget stolt af ham. Jeg synes, at det er fantastisk, at han har fået den stilling i IOC. Og at han arbejder så hårdt for at få børn og unge til at interessere sig for sport og for at sørge for, at De Olympiske Lege forbliver en populær begivenhed, lyder det fra kronprinsessen.