8. jun. 2021
Af Marianne Singer

Med fra start: Kronprins Frederik støtter op om prins Harry

Kronprins Frederik og prins Harry
Kronprins Frederik og prins Harry.
Foto: Martin Høien og Mega
Kronprins Frederik har nu igennem syv år bakket passioneret op om prins Harrys hjertebarn, Invictus Games. I fredags gjorde han det igen.

Kronprins Frederik har endnu ikke udtalt sig om, hvad han tænker om prins Harry og hertuginde Meghans brud med det britiske kongehus.

Til gengæld har han aldrig lagt skjul på, hvor begejstret han er for et af prins Harrys mest personlige mærkesager, krigsveteranstævnet Invictus Games.

https://imgix.billedbladet.dk/4103221u-1920x1413we_1_0.jpg
Kronprins Frederik sammen med prins Harry, prins William, prins Charles og hertuginde Camilla ved åbningsceremonien til det første Invictus Games-stævne i London i 2014.
Foto: Ritzau Scanpix

Med fra start

Således deltog kronprins Frederik allerede i det første Invictus Games-stævne i 2014 i London, hvor han fik en god snak med prins Harry undervejs og selvfølgelig heppede på de danske deltagere.

Krigsveteranstævnet blev skabt af Harry efter hans oplevelser som udsendt til Afghanistan, herunder særligt en tur hjem, hvor der var en kiste med en dansk soldat med ombord.

Udover i London er det også blevet afholdt i Orlando, USA, i 2016, i Toronto, Canada, i 2017 samt i Sydney, Australien i 2018, hvor kronprinsen igen heppede på de danske sportsfolk.

https://imgix.billedbladet.dk/18296262823713-1920x1318we_1.jpg
Kronprins Frederik lykønsker det danske volleyball-team ved Invictus Games i Sydney i 2018.
Foto: Ritzau Scanpix

Overrakte medaljer

I fredags viste kronprins Frederik endnu engang både sin støtte til prins Harrys hjertebarn og de danske deltagere, da han deltog i Invictus Games medaljeceremoni ved Center for Militær Fysisk Træning på Svanemøllens Kaserne i København.

Kronprinsen overrakte Forsvarets Medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste til fem danske veteraner, der skulle have deltaget i Invictus Games i Haag i Haag i Holland i 2020, men sportsarrangementet blev som følge af coronasituationen udskudt til næste år.

Derfor valgte Invictus Games Foundation at afholde en medaljeceremoni som en anerkendelse af veteranernes oprindelige deltagelse i stævnet.

https://imgix.billedbladet.dk/20171026_hjp0688_1.jpg
Også prins Joachim har tidligere støttet op om prins Harrys hjertebarn. Her ses de to prinser ved et Invictus Games-arrangementet i København i 2017.
Foto: Hanne Juul
https://imgix.billedbladet.dk/20171026_hjp0634.jpg
Prins Joachim og prins Harry under Invictus Games-arrangementet i Svanemøllens Kaserne i 2017.
Foto: Hanne Juul

Måske dansk kongelig deltagelse?

Invictus Games afholdes næste gang fra den 16. til den 22. april 2022 i Haag, hvor 500 deltagere fra 20 forskellige lande i løbet af en uge dyster i en række forskellige sportsgrene.

Og mon ikke også kronprins Frederik er at finde på tilskuerrækkerne for at støtte op om de danske deltagere på det tidspunkt?

Stemningen i top

Kronprins Frederik har også tidligere mødt danske veteraner, der er en del af Invictus Games-holdet, ved forskellige lejligheder.

https://imgix.billedbladet.dk/20180504_mho6307.jpg
Kronprins Frederik mødte i 2018 danske krigsveteraner hos den australske ambassadør kort før deres deltagelse i Invictus Games i Sydney.
Foto: Martin Høien

Her har stemningen mellem den kongelige gæst og sportsfolkene altid været helt i top.

Prins Harry grundlagde stævnet Invictus Games i 2014 efter at være blevet inspireret af det amerikanske US Warrior Games i 2013.

Læs mere om: