Med kvik bemærkning og stort smil: Se hvilken kendisdatter Frederik hædrede hjemme i palæet
Det var en kronprins Frederik i topform, der mandag eftermiddag inviterede indenfor i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg for at uddele årets legater fra Crown Prince Frederik Fund.
Også denne gang fandt det traditionsrige arrangement sted i et af palæets mest fascinerende rum, Damesalen, der er smykket med en slags moderne gobelin, som ligner en elektrisk storm, af den svenske fotograf Miriam Bäckström.
Velkendt ansigt
I år var det Tine Nielsen Hertz og Kezia Wexøe-Mikkelsen, der glade og stolte fik overrakt legater af kronprins Frederik.
Sidstnævnte, Kezia Wexøe-Mikkelsen, er datter af Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv og tidligere medlem af Folketinget, hvor han nåede at være både kultur-, justits-, økonomi-, og erhvervsminister.
En mand, som kronprinsen adskillige gange har hilst og mødt til officielle arrangementer gennem årene.
Kom med kvik bemærkning
- Skal du ikke tage et billede? lød det kvikt fra kronprins Frederik med et stort smil henvendt til Brian Mikkelsen, da datteren trådte frem.
Og både Brian Mikkelsen og hans hustru, Eliane Wexøe Mikkelsen, stod da også allerede stolte klar med kameraet for at forevige det store øjeblik.
En folkegave
Crown Prince Frederik Fund er en folkegave, som kronprinsen fik af dansk-amerikanere i 25-års fødselsdagsgave under sine studier ved Harvard University i Boston, USA. Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studerende inden for samfundsvidenskaberne til ét års studie ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University.
Der var omkring 40 særligt inviterede gæster med til legatfesten og hver især var de blevet budt velkommen med kindkys og faste håndtryk af dagens kongelige vært i kronprinsesse Marys arbejdsværelse, hvorefter de fortsatte ind i Damesalen, hvor legatoverrækkelsen fandt sted.
Blandt gæsterne var både bestyrelsesmedlemmer og og samarbejdspartnere fra fonden samt tidligere modtagere.